Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) sagde under en konference om kunstig intelligens, at hun hellere ville have sine børn til at ryge end at være alene på sociale medier. Udtalelsen vakte skarp kritik – ikke mindst fra Kræftens Bekæmpelse.
Bagefter beklagede Frederiksen udmeldingen, og den beklagelse glæder forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse, Mette Lolk Hanak.
- Udtalelsen fra Mette Frederiksen var dybt besynderlig – så vi er glade for, at hun har besindet sig. Både rygning og sociale medier kan udgøre en trussel mod børn og unges trivsel og helbred, siger hun.
Kræftens Bekæmpelse understreger, at tobak hvert år koster 16.000 danskere livet. Rygning øger risikoen for lungekræft og 15 andre kræftformer og er den enkeltfaktor, der står bag flest kræfttilfælde i Danmark.
- Nu kommer Mette Frederiksen så med en beklagelse af den udtalelse, og det er på sin plads. Mette Frederiksen understreger, at børn og unge naturligvis ikke skal begynde at ryge. Det glæder vi os til, at hun arbejder videre med, hvis hun tager statsministerkasketten på igen, siger Mette Lolk Hanak.
Kræftens Bekæmpelse er en del af en alliance af ni toneangivende organisationer, der appellerer til politikerne om at sætte en slutdato for salg af tobak og nikotin senest i 2035.