Mange familier har svært ved at sige farvel til deres kæledyr, når det er ved at dø af kræft. Derfor betaler de i dyre domme for kemobehandling, der kan forlænge dyrets levetid.
"Især er mange familier i dag interesseret i at finde ud af, hvilken form for kræft deres dyr er blevet ramt af. Hvis det er en type kræft, der kan behandles, vælger flere at betale for at få dyret behandlet," fortæller professor Annemarie T. Kristensen fra Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme (IMHS) til Berlingske Tidende.
Den store fokus på dyrs velfærd glæder Gitte Staffeld, der er pressechef i Dyrenes Beskyttelse. Men hun mener, at man skal sikre sig, at behandlingen rent faktisk forlænger dyrets liv.
"Hvis vi synes ikke, at det er en god idé, hvis man udsætter et dyr for en masse lidelse, hvis man på forhånd kan se, at det ikke bliver meget bedre," siger Gitte Staffeld til Newspaq.
Anne Greisen fra Københavns Dyrehospital bekræfter også den stigende interesse for at helbrede kæledyrenes kræftsygdom.
"Vi er vant til, at mennesker kan blive helbredt for kræft, og derfor vil flere også gerne ofre en kræftbehandling på deres kæledyr. Vi kan ikke holde ud at se vores dyr lide," siger Anne Greisen.
Kæledyr modtager dog væsentlig lavere doser kemo end mennesker, og bivirkningerne er derfor ikke lige så store.
Op mod 30 procent af hunde og katte dør af kræft.