Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbek, skyder nu tilbage mod det vestjyske partimedlem Tove Videbæk. Tove Videbæk har siden partiets hovedbestyrelsesmøde i weekenden involveret offentligheden i sine overvejelser om enten at starte et nyt parti eller skifte til et andet parti. Og det finder Bodil Kornbek underligt.
- Jeg må indrømme, at det er ret specielt at kunne læse i aviserne, at hun først overvejer at starte et nyt parti, og siden at hun nu overvejer de forskellige tilbud fra andre partier, som hun tilsyneladende skulle have fået. Ikke mindst taget i betragtning, at hun altså sidder som Kristendemokraternes medlem af regionsbestyrelsen i Midt-og-vestjylland, siger Bodil Kornbek til avisen.dk.
Tove Videbæks udmeldinger kommer efter, at hun i weekenden led et nederlag på hovedbestyrelsesmødet og efterfølgende i protest trådte ud af partiets hovedbestyrelse. Ifølge Tove Videbæk har Bodil Kornbek ført partiet i en alt for venstreorienteret retning.
Bodil Kornbek, vil du savne Tove Videbæk, hvis hun enten starter et nyt parti eller skifter til et andet?
- Jeg respekterer den beslutning, som Tove Videbæk kommer frem til.
Det var da vist et politikersvar?
- Ha ha, ja, det var det måske. Men det er også en speciel situation. Jeg er afventende i forhold til, hvad hun beslutter sig for, siger Bodil Kornbek.