En af landets tunge industrikoncerner Danfoss, der beskæftiger 6000 ansatte i Danmark, advarer nu om, at fortsat forringet konkurrenceevne kan tvinge termostatproducenten og lignende virksomheder til at etablere nye produktionsarbejdspladser i udlandet.
Politikerne har kun 10 år til at handle, før løbet er kørt for produktionsindustrien, lyder det fra Danfoss' administrerende direktør, Niels B. Christiansen, i Mandag Morgen.
- Hvis Danmark ikke tager nogle industripolitiske initiativer allerede nu, vil produktionsmedarbejdere i Danmark om 10 år være en uddøende race, fordi Danmark ikke er konkurrencedygtig, advarer Niels B. Christiansen.
Dermed sætter han for første gang en decideret holdbarhedsdato på Danmark som industriland.
Han henviser til, at fremstillingsindustriens andel af BNP er faldet markant fra 16 procent i 2000 til 11 procent i dag, og at det er et udtryk for, at udbygning af produktion allerede finder sted andre steder.
Niels B. Christiansen savner konkrete initiativer, der skal ændre Danmarks negative kurs.
- Det går i den rigtige retning, men for langsomt. Jeg hører fra alle partier - på nær Enhedslisten - en forståelse af væsentligheden af konkurrenceevnen, og at det at have en eller anden grad af produktion er vigtigt.
- Det diskuterer man ikke længere, det er blevet en præmis, siger han til Mandag Morgen.
Mandag viste helt nye tal for Danmarks konkurrenceevne, at dansk lønkonkurrenceevne er forringet med omkring 20 procent siden 2000.
Vækst- og erhvervsminister Ole Sohn (SF) medgiver, at konkurrenceevnen er blevet stærkt forværret i løbet af 00'erne.
Men han mener omvendt, at erhvervslivet bør nikke anerkendende til en række initiativer, der skal pege i den rigtige retning.
- Vi tager fat bredt. Vi har blandt andet lavet en skattereform, der sænker skatten på arbejde - det har erhvervslivet efterspurgt. Jeg har også nedsat et virksomhedsforum, som ser på, hvordan vi får afbureaukratiseret regler, siger Ole Sohn til Mandag Morgen.