Onsdag meddelte det norske kongehus, at kong Harald er syg og er blevet indlagt på Rikshospitalet i Oslo på grund af svimmelhed.
– Der er ikke fundet alvorlig sygdom, lyder meldingen fra det norske hof.
Sygdommen tvinger kongen til at aflyse alle sine planer i den nærmeste fremtid. Foreløbig er han sygemeldt i to uger, og hans pligter overtages derfor af kronprins Haakon.
Det er langt fra første gang i den seneste tid, at kongen er syg, Før jul var Harald således også syg. Dengang var det uvist, om han ville nå at komme på benene igen til at holde sin årlige nytårstale, der i modsætning til dronning Margrethes, bliver optaget før jul og sendt nytårsaften.
Kongen nåede dog at komme sig og i forbindelse med Ari Behns pludselige død, måtte talen skrives om og optages på ny i dagene mellem jul og nytår.
Sygdommen op til jul skyldtes en virusinfektion. I april 2018 var kongen også en tur på hospitalet på grund af smerter i foden, der skyldtes overbelastning.