Det Kongelige Teater holdt lørdag loppemarked, hvor omkring 1000 møbler og større rekvisitter fra forestillinger var til salg.
Den dyreste vare på loppemarkedet, en koglelampe fra PH, blev hurtigt solgt, fortæller Palle Dahl Henriksen, der er møbel- og våbenansvarlig på Det Kongelige Teater.
- Den stod til 35.000 kroner, men køberen pruttede lidt, så jeg tror, at den gik for 25.000 kroner, siger Palle Dahl Henriksen.
Teatret skal sælge ud, fordi lageret på Refshaleøen skal flytte.
- Vores møbellagers lejemål er opsagt, så vi skal være ude til næste sommer.
- Vi har ikke fundet et nyt lager endnu. Så vi er bekymret for, at vi ikke kan finde noget, der er lige så stort. Derfor har vi besluttet at skille os af med noget af vores beholdning af møbler.
Salgskatologet indeholder alt fra Ikea-møbler til gamle rokokostole, der er 250 år gamle, fortæller Palle Dahl Henriksen.
- Det er primært møbler, der har været i brug i forestillinger. Det er lige fra operaer til balletter og gamle skuespil.
Der er også møbler til salg fra balletten "Et Folkesagn", hvor dronning Margrethe var scenograf.
/ritzau/