En krone på hovedet af en førstefødt pige har tilsyneladende lange udsigter i Danmark.
Når der skal sættes kryds ved ligestilling i Kongehuset og altså om en førstefødt pige skal kunne arve tronen foran en lillebror, ser vi på forhånd ud til at stemme nej.
Mindst 40 procent af alle stemmeberettigede skal stemme ja, for at ændringen går igennem. Set i forhold til den forventede valgdeltagelse, skal altså 85 procent af de fremmødte stemme ja for at ændre grundloven.
En Catinet-måling peger i retning af, at den danske befolkning vil forkaste lovforslaget, der op til valget har fået mest opmærksomhed på grund af en film, der skulle overbevise i det rigtige i at stemme ja.
Gallup-målinger har i længere tid tegnet et tilsvarende billede af folkestemningen i forhold til ændring af tronfølgeloven.
"Modstanderne af monarkiet har omtolket dagens ligestillingsspørgsmål til en folkeafstemning for eller imod kongehuset. Den mulighed er åbnet, fordi der reelt skal et meget lille mindretal til for at fremkalde et nej," siger historiker Jes Fabricius Møller, Saxo Instituttet, Københavns Universitet.