Unge banker forgæves på kommunernes døre i jagten på en praktikplads.
Nye tal viser, at der i år er udsigt til 16 procent færre uddannelsespladser i kommunerne.
Og det går især ud over de unge, der gerne vil have en social- og sundhedsuddannelse.
Det skriver Ugebrevet A4.
Næsten her sjette uddannelsesplads på sosu-området i kommunerne forsvinder i år.
Her er der i de første seks måneder kun oprettet 5.070 uddannelsespladser i kommunerne. Det er 991 færre end i samme periode sidste år.
Det gør kommunerne til den læreplads, hvor antallet af praktikpladser falder allermest.
Hos FOA holder forbundssekretær Nanna Højlund et vågent øje med kommunerne.
- Vi regner bestemt med, at kommunerne og regionerne vil leve op deres forpligtelser og oprette de godt 12.000 social- og sundhedsuddannelsespladser, som de har lovet. Ellers koster det ved kasse et, siger Nanna Højlund til Ugebrevet A4.
I Kommunernes Landsforening (KL) bliver manglen på praktikpladser forklaret med, at der ikke er en egentlig aftale om ekstra uddannelsespladser med regeringen.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) tror dog fortsat på, at der nok skal blive oprettet flere praktikpladser i kommunerne i andet halvår af 2012. Hun henholder sig til, at KL selv har sagt, at de vil oprette flere praktikpladser.
- Regeringen har netop indgået økonomiaftale med kommunerne, og et led i den aftale er jo, at KL på kommunernes vegne har erklæret, at man vil prioritere oprettelsen af praktikpladser. Vi er lige nu ved at forhandle en lignende aftale hjem med regionerne, siger Christine Antorini.