Knap 1.100 ansatte i Koldings Kommunes administrative afdelinger kan forvente at blive samlet på én adresse inden for nogle år.
Det skriver JydskeVestkysten.
Avisen har fået aktindsigt i en rapport, der gennemgår mulighederne for at skabe et nyt rådhus og dermed samle Kolding Kommunes fem forvaltninger fra 12 adresser til én.
Omkostningerne estimeres til at blive mellem 300 og 400 millioner kroner, og rapporten peger på tre forskellige placeringer med Nytorv, hvor by- og udviklingsforvaltningen i dag holder til, som den mest attraktive.
Placeringen på Nytorv inkluderer et opkøb og nedrivning af en nabo-bygning, men med en realisering af de bygninger, som forlades, viser rapporten, at der vil være et overskud på 13 millioner kroner i manøvren.
Dertil kommer en økonomisk gevinst ved blandt andet samlet kantinedrift, èn reception, samling af teknisk service, lavere energiforbrug og sparede transportomkostninger, skriver avisen.
Kolding Byråd skal efter sommerferien tage stilling til det videre forløb.