Radikale Venstres afgående retsordfører Kristian Hegaard har torsdag meddelt, at han udtræder af Folketinget efter flere sager om grænseoverskridende adfærd.
Med hans udtræden mister partiet en retspolitisk profil, mener Erik Holstein, politisk kommentator hos Altinget.
- Det retspolitiske område har i årtier været et meget vigtigt område for Radikale, og han har haft stor gennemslagskraft i medier på det område.
- På den måde er det en vigtig mand, partiet kommer til at miste, mener han.
Kristian Hegaard skrev torsdag på Facebook, at han ved flere lejligheder er blevet gjort opmærksom på at have udvist grænseoverskridende adfærd ved festlige lejligheder. Derfor følte han sig nødsaget til at tage konsekvensen.
Set i lyset af sagen om den tidligere politiske leder Morten Østergaard, der trådte af efter en sag, som ligeledes handlede om krænkende adfærd, efterlader det partiet med en svækket troværdighed, vurderer Holstein.
- Men Hegaard-sagen kommer ikke til at få lige så store konsekvenser, som Morten Østergaards sag havde for partiet rent vælgermæssigt, lyder det.
- Morten Østergaards sag var noget helt særligt, fordi han først og fremmest var politisk leder. Det førte jo også til et politisk opgør i den radikale folketingsgruppe, der yderligere destabiliserede partiet.
Holstein understreger, at vi endnu ikke ved, hvad Kristian Hegaard specifikt har gjort for at ende i denne situation.
- Men det er tydeligt, at tolerancegrænsen i partiet er mindre end i så mange andre partier.
- Det er klart, at man hos radikale ikke kan tåle at have sager af den slags, når man i den grad svinger fanen. Derfor rammer det dem hårdere, siger han.
Hegaards beslutsomhed og det hurtige valg om at udtræde og trække sig fra politik kan dog muligvis komme til at hjælpe ham fremadrettet, vurderer Holstein.
- Det er jo svært at sige, om det er sidste gang, vi ser ham i politik, men jeg synes ikke, at døren er helt lukket.
/ritzau/