Torsdagens aftale om boligreguleringsloven viser, at De Radikales indflydelse i dansk politik er begrænset på centrale områder.
Det mener Erik Holstein, der er politisk kommentator hos Altinget.
- Den radikale forestilling om, at man er et midterparti, der kan svinge sig fra side til side og lave et alternativt flertal uden om regeringen, den viser sine begrænsninger.
- Den gamle rolle, som De Radikale drømmer om at få tilbage, er en ren illusion, uanset hvor meget Morten Østergaard (De Radikales politiske leder, red.) flirter med Jakob Ellemann-Jensen (Venstres formand, red.), siger Erik Holstein.
Torsdag var De Radikales boligordfører, Jens Rohde, i gang med at etablere et flertal med borgerlige partier uden om S-regeringen. Men til sidst endte det med en boligaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Alternativet.
Forud for det havde boligminister Kaare Dybvad (S) onsdag valgt at stoppe forhandlingerne om kapitalfondes boligopkøb.
Herefter føg det med beskyldninger mod De Radikale fra socialdemokrater og regeringens støttepartier om at gå kapitalfondenes ærinde.
R har svært ved at komme igennem
Ifølge Erik Holstein rammer eksemplet ind, at det i forvejen belastede samarbejde mellem Socialdemokratiet og De Radikale kan komme til at slå gnister igen i denne valgperiode.
- Der er ikke noget, der tyder på, at De Radikale vil ændre holdning. Omvendt er der heller ikke noget, der tyder på, at Socialdemokratiet vil det.
- Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen (S, statsminister, red.) kalkulerer med, at regeringen ikke holder perioden ud. Og at man i regeringstoppen har den holdning, at man hellere vil tage et valg efter et par år end at give efter for De Radikale på nogle punkter, man synes, er uholdbare.
- Så det kan sagtens eksplodere, siger han.
Erik Holstein peger på, at De Radikale har svært ved at komme igennem med sine holdninger i rets- og udlændingepolitikken, hvor regeringen kan finde flertal med borgerlige partier.
Det betyder ifølge kommentatoren dog ikke, at De Radikale ikke kan få indflydelse og genere regeringen, som man også så det i regerings- og finanslovsforhandlingerne sidste år.
- Man kan forestille sig, at hvis en minister kommer i problemer, så skal man ikke uden videre forvente, at De Radikale vil holde hånden under ministeren, siger Erik Holstein.
/ritzau/