SF-toppens kandidat Astrid Krag står lidt stærkere efter den første duel med Annette Vilhelmsen om formandsposten i regeringspartiet.
Det vurderer DR's politiske redaktør Uffe Tang, mens meningerne blandt de menige SF'ere ved debatmødet hos Dansk Metal i Herning er delte.
- Det helt store spørgsmål er, hvordan medlemmer i SF vil opfatte det, og det kan være svært at vurdere.
- Men rent fagligt synes jeg, at Astrid Krag brænder mere igennem. Hun er mere klar og konkret og viser, at hun er mere inde i mange politikområder end Annette Vilhelmsen, siger Uffe Tang.
Han mener, at man tydeligt kan se, at Astrid Krag, som har siddet i Folketinget siden 2007 og været sundhedsminister i et år, er en langt mere erfaren Christiansborg-kandidat end Annette Vilhelmsen, der først kom i Folketinget ved valget sidste år.
En af de SF'ere, som de to kandidater skal overbevise, er Arne Dyekjær fra Viborg. Han var helt åben over for begge kandidater før mødet, men blev lidt klogere efter dagens debat.
- Politisk er der ikke de store uenigheder mellem kandidaterne. De er meget på samme linje, så det er ikke det, som det drejer sig om.
- Jeg havde troet, at Annette ville have vægtet det grønnere hårdere, men det gjorde hun ikke. Og de var begge to enige om, at der er blevet begået fejl i SF siden valget, siger Arne Dyekjær
Men en af kandidaterne stod skarpere frem på duelmødet hos Dansk Metal, mener han:
- Noget af det vigtige for mig er kandidaternes evne til at formulere sig og brænde igennem, og der synes jeg, at Astrid Krag forklarer sig tydeligere, mere levende og vindende, siger Arne Dyekjær, som er SF-medlem.
Samme melding kom fra flere andre SF-medlemmer, blandt andre Peter Villadsen, der er gruppeformand for SF's byrådsgruppe i Herning.
- Jeg synes, det var klart, at Astrid Krag brændte bedst igennem, siger han.
En del SF-medlemmer mente dog, at Annette Vilhelmsen gjorde det bedst. Blandt dem er Pia Vestergaard, der er stiller for Annette Vilhelmsen og sidder i byrådet i Ringkjøbing-Skjern kommune.
- Det er vigtig for mig at sige, at det er to gode kandidater. Men jeg kender Annette Vilhelmsen som en pige, der er favnende og lyttende, og jeg ved, hun er en god forhandler. Og hun klarede debatmødet godt, siger Pia Vestergaard.