Den 34-årige komiker, som mange kender fra TV2-programmet "Stormester", Mark Le Fevre, skal være far.
Det afslørede han i weekenden på instagram.
- Noget nyt? Ja, jeg skal være far! Vi skal være forældre og vi glæder os, skriver Mark Le Fevre til et billede, hvor han sidder på gulvet sammen med den vordende mor og parrets to hunde.
Noget tyder på, at parret venter en pige. Komikeren holder nemlig en lille rosa kjole i den ene hånd.
Moren til Mark Le Fevres barn er hans kæreste Sidsel, som han har dannet par med i snart 13 år.
Parret bor i et hus i Karlslunde, som de købte i 2020.
Komikeren har været medvært i "Stormester" siden 2018 og har lavet to comedy-shows: "Bøvl" og "Heldig", som han sidste år turnerede med.