Københavns Lufthavne går frem trods tunge investeringer

Selv om der bliver bygget markant i Kastrup, har Københavns Lufthavne øget sine resultater.

Københavns Lufthavne har øget både omsætning og resultat i første kvartal på trods af store investeringer. Det viser nyt regnskab.

Omsætningen i de første tre måneder af året steg til en milliard kroner, mens resultatet blev øget en spids til 244 millioner kroner.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- I årets første kvartal rejste 6,3 millioner passagerer gennem lufthavnen, hvilket var 0,4 procent flere end samme kvartal sidste år.

- Det var især de lange interkontinentale ruter, der trak væksten op. Her var der 9,9 procent flere rejsende end i samme kvartal sidste år, skriver Københavns Lufthavne.

Fremgangen er kommet på trods af, at der er gang i store projekter i lufthavnen i København. En større udvidelse af sikkerhedskontrollen er gennemført.

På trapperne er en gangbro fra metroen til sikkerhedskontrollen og en ny finger, så endnu flere fly kan håndteres.

- Københavns Lufthavn investerede i 2017 for cirka 1,5 milliarder kroner i udvidelser og forbedringer, men i 2018 forventes investeringerne øget til mellem 1,8 og 2,1 milliarder kroner.

- I årets første kvartal udgjorde anlægsinvesteringerne 480,1 millioner kroner, hvilket var 79,7 procent højere end samme kvartal sidste år, skriver lufthavnen.

Den del af forretningen, der har med fly og flyafgange at gøre, voksede med 3,5 procent til 589,9 millioner kroner. Her var det specielt passagerafgifterne, der trak fra.

Forretningen omkring butikker, restauranter, taxi og andet gik også fremragende. Lufthavnens indtægter fra butikker og restauranter steg med 4,2 procent til 192,8 millioner kroner. Parkeringshuset trak 94,1 millioner kroner ud af bilisterne, et hop på små seks procent.

Samlet faldt indtægterne dog i divisionen, da bogføringen af indtægter fra hoteldrift er ændret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.