København er begyndt at finde storformen igen. Efter at folk i en lang periode har valgt hovedstaden fra, er danskerne igen begyndt at flytte til byen, fordi det er blevet billigere.
Siden pristoppen i begyndelsen af 2006 er parcel- og rækkehuse faldet med 20 procent, viser tal fra Realkreditrådet, mens lejligheder er faldet med hele 29 procent.
- De kraftige prisstigninger på boliger i hovedstaden op igennem 00'erne gjorde det vanskeligt for mange at bosætte sig i København som boligejer, siger direktør i rådet Ane Arnth Jensen og fortsætter:
- Derfor så vi en nettofraflytning i årene 2001 til 2008 - altså var der flere, som flyttede fra byen end til. Fraflytningen skete til andre byer på Sjælland, hvor priserne var lavere, mens der fortsat var tilflytning fra Fyn og Jylland i disse år.
Direktøren siger, at nu er billedet vendt, og nettotilflytningen har det seneste år ligget på 1300 personer i kvartalet i gennemsnit:
- Det er det højeste antal set over de sidste 20 år. Udviklingen skyldes især en øget tilflytning fra Fyn og Jylland og fra Vest- og Sydsjælland, mens der stadig er nettofraflytning til Københavns omegn, siger Ane Arnth Jensen.
At folk begynder at flytte mod øst, kan blive en saltvandsindsprøjtning til hele boligmarkedet.
- En opblødning af boligmarkedet i hovedstaden vil være godt for hele landet, men først og fremmest for regionen. Aktiviteten vil sprede sig som ringe i vandet, der i første omgang vil ramme de omkringliggende byer, siger hun.
Et gennemsnitshus i København by er faldet fra 4,1 millioner kroner i 2006 til 3,3 millioner i dag. En gennemsnitlig ejerlejlighed er faldet med 840.000 kroner til knap 2,1 millioner kroner.
/ritzau/