Stakkels Knut døde af en hjernesygdom. Det er nu blevet offentliggjort, skriver tyske News aus Berlin.
Der var ellers rigeligt med spekulationer om, at den lille, hvide fyr var blevet forgiftet.
Publikum så chokeret til, mens Knut begyndte at opføre sig mere og mere mærkeligt.
Han drejede rundt om sig selv i flere minutter med fråde om munden, for til sidst at falde ud over kanten af de høje sten, han levede på og ned i bjørneanlæggets vandgrav, hvor han døde.
Men et isbjørnemord var det altså ikke. Liebniez Instituttet, der har stået for de første undersøgelser, siger, at der i Knuts hjerne var tydelige ændringer, som altså har haft dødelig udgang.
Undersøgelserne af den døde bjørnekrop er dog langt fra overståede. Det kan tage flere dage at blive helt færdig.
Knut blev hurtigt efter sin fødsel en kæmpe mediestjerne, som folk flokkedes til Berlin Zoo for at se. Den populære bjørn blev kun fire år.
Kilde (tysk): News aus Berlin