Efter nattens knivstikkeri i Odense, hvor to 24-årige mænd blev stukket ned af en 21-årig mand, overvejer Fyns Politi at indføre visitationszoner, som byen også har haft tidligere.
- Nattens knivstikkeri har absolut været med til at gøre spørgsmålet om visitationszoner mere aktuelt, siger chefpolitiinspektør hos Fyns Politi, Michael Flemming Rasmussen, til Avisen.dk.
Han var ellers modstander af at genindføre visitationszonerne helt indtil i sidste uge, hvor han kaldte forholdene i Odense for stabile .
Men situationen er en anden nu, erkender han.
- Vi har hele tiden søgt et forsvarligt retsligt grundlag for at indføre visitationszoner, og der har hændelserne i nat jo trukket i den rigtige retning, siger Michael Flemming Rasmussen.
København udvider
I hovedstaden udvider politiet også visitationszonerne fra seks til syv zoner ved at inddrage Østerbro som et af områderne, hvor politiet uden videre kan visitere folk i nattelivet.
I forvejen er blandt andet Nørrebro, indre by og Valby en del af visitationsområderne.
Politiet forlænger desuden perioden for visitationszonernes gyldighed. De skulle ellers have været ophævet i morgen. Københavns Politi vil dog ikke sige, at beslutningen er en direkte følge af knivdrabet på Strøget sidste lørdag.
- Vi forlænger perioden, fordi det er en succes. Vi kan konstatere, at vi får taget knive fra de unge, og det er jo det vigtigste, siger Jakob Kristensen, central vagtleder hos Københavns Politi til Avisen.dk.
Han erkender dog, at der ikke er kommet færre knive i gadebilledet - men understreger at politiet fratager flere af dem fra de unge.
Politidirektør i Københavns Politi, Hanne Bech Hansen, forsvarer også visitationszonerne.
- Vi har jo kørt med visitationszoner i hele december, og så er der folk, der siger, at vi kun har fundet 16 knive, men tænk, hvis bare en af de 16 knive var ramt i ryggen af en. Så har vi vundet en del, siger hun til TV2 Lorry.
Ikke nødvendigvis præventivt
Chefpolitiinspektøren i Odense mener dog at visitationszonerne kan indføres, uden at det nødvendigvis får de unge til at holde op med at gå med kniv.
- Vi håber, der er en præventiv virkning, men det er lige så meget et forsøg på at fjerne de knive, der allerede er der, siger Michael Flemming Rasmussen.
Udover København, er der er i øjeblikket visitationszoner i Aalborg, Fredericia, Esbjerg og Aabenraa.