I torsdags kører en 15-årig dreng en seksårig pige ihjel i en frygtelig ulykke. Få dage senere hænger den 15-åriges navn og adresse på plakater over hele byen under overskriften 'Barnemorder'.
Det var situationen i weekenden i den sjællandske by Herfølge - og det bliver stadig mere almindeligt, at danskerne tager sagerne i egen hånd, og på egen hånd uddeler en straf til formodede eller reelle forbrydere i følsomme kriminalsager.
Hvor politiet først mandag rejste sigtelse mod den 15-årige dreng fra Herfølge, så var han for længst stemplet i offentligheden. Og det er stadig mere normalt, at den slags finder sted, siger sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet.
"Det er blevet et stadig mere udbredt fænomen, at der opfordres til selvtægt. Det kan ske på internettet, men kan også ske ved plakatopsætning i lokalsamfundet eller igennem medierne, hvor man opfordrer til selvtægt", siger han til Newspaq.
Han understreger, at han ikke kan dokumentere udviklingen med tal, men ser stadig oftere, at danskerne opfordrer til selvtægt. Det har man blandt andet set i en række pædofilsager, samt i en række voldssager i blandt andet København og i Aalborg.
"Der er nogle mennesker, der ikke føler, at deres retssikkerhed bliver tilgodeset. De mener, at der i denne type sager skal være en ekstra straf - og de tager så sagerne i egen hånd," siger Michael Hviid Jacobsen.
Han ser utryghed i samfundet og en utilfredshed med retssystemet som den faktor, der er med til at udløse de mange opfordringer til selvtægt.
"På mange måder kan man sige, at den stigende opmærksomhed på selvtægt er et udtryk for det, som jeg kalder frygtsamfundet. Et samfund hvor mange lever i frygt for at blive udsat for overfald eller overgreb, og som ikke mener, at retssystemet og politiet vil dæmme op for det. Selvtægt bliver så deres svar på frygten," siger han.
Michael Hviid Jacobsen mener, at kun strengere straffe kan være med til at begrænse selvtægten i samfundet.