Lørdag aften var det tid for TV 2 og Kræftens Bekæmpelses store indsamlingsshow til fordel for "Knæk Cancer".
Og på trods af stigende priser på stort set alt, så kom danskerne alligevel til lommerne i ganske flot grad.
Ikke mindre end 117,5 millioner kroner var der indsamlet, da det store show var forbi.
Louise Wolff og Esben Dalgaard var værter, da TV 2 og Kræftens Bekæmpelse samlede ind til forskning, forebyggelse og patientstøtte i "Knæk Cancer Live" 2022.
Helt nøjagtigt blev der indsamlet 117.449.190 kroner.
Showet bød på en masse inspirerende og håbefulde fortællinger fra kræftpatienter og deres pårørende.
Temaet for årets "Knæk Cancer" var “Hold sammen – tal sammen” med budskabet om at bryde tavsheden og holde sammen i en svær tid.
Undervejs blev der leveret musikalske indslag fra stjerner som Oh Land, Burhan G, Saveus, Anne Linnet og Ida Lau
Direktøren for Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, siger i pressemeddelelsen, at han i år er særligt rørt over støtten. Han nævner, at verdens mange kriser gør, at danskernes lommer generelt ikke er lige så dybe, som de var sidste år.
- I år er jeg derfor særlig rørt over støtten - både den økonomiske og den menneskelige. Det er imponerende, hvordan kreativiteten blomstrer, og hele landet står sammen. Tak. Tusinde, tusinde tak, siger han.
2021-udgaven af "Knæk Cancer" indbragte 169,9 millioner kroner, som desuden er rekorden.