Med fem mål og en klar sejr fik den danske håndboldstjerne Mikkel Hansen en vellykket start på tilværelsen hos sin nye klub Paris Handball.
Pariserne vandt fredag aften 34-23 over Cesson Rennes efter en noget ujævn indsats.
Der var på forhånd lagt op til en klar sejr til det ambitiøse hold, der ud over Hansen også har stjerner som franskmændene Luc Abalo og Didier Dinart, men det tog tid, inden der kom form over spillet.
Først da danskeren i slutfasen af første halvleg sendte tre hurtige scoringer ind bag Rennes' målmand, skabte storfavoritterne den ventede afstand og førte 21-15 ved pausen.
Mikkel Hansen blev ud over de fem mål noteret for otte oplæg og kan alt i alt være tilfreds med sin debut efter det tvungne skifte fra det nu opløste AG København.
/ritzau/