Suspekt: Prima Nocte (Tabu/Playground)
Lad det være skrevet med det vuns. Drengene fra Albertslund vender tilbage med et middelalderligt brag, der trækker et grumt spor af ofre, stoffer, nedture, territorialafpisninger forbrydelser, fortrydelser, hævn, begær og umanerligt seje produktioner efter sig.
Indholdsmæssigt når vi et overdrev af menneskeligt forfald, som af og til skælver ondskabsfuldt gennem kadaveret, af og til tvinger smilebåndet til at trække sig højt op i fjæset, fordi det er sat på spidsen med en vis elegance og øje for humoren i det groteske.
Forløsning og storhed
Tag for eksempel Orgi-E s soloridt i Klam Fyr , hvor han ukastreret strejfer omkring i villakvarteret og kigger gennem vinduer. På jagt efter nøgne piger, der har glemt at trække for. »Giv mig lidt til fantasien,« tigger han og understreger, at det fungerer bedst, når objekterne ikke ved, at han kigger: »Jeg elsker, når pigerne ikke ved, de ikke er alene,« som han hvisker over den snedige og helt dæmpede produktion.
Det er langt ude, men sgisme også sjovt materiale fra Danmarks klammeste fyr og bedste rapper p.t. Man skal hedde Hanne-Vibeke Holst for ikke at fange humoren. Orgi-E kan det hele – rime, fortælle, multiflowe, levere, selvom han af og til sjusker med sine danske gloser. For eksempel gror man ikke op, man gror eller vokser op, selvfølgelig. Og det ved Orgi-E naturligvis.
Godt er det også at have den forvrængede Bai-D tilbage i fuld effekt. Eller dvs. mindre fuld, mere effektfuld. Suspekt ville ikke eksistere uden ham, og hans stærke gennemgang af fem års deroute på Nulpunktet skærer dybt i moltangenterne, inden den forløses med lyse strygere for enden af tunnelen. Nummeret klinger indledningsvis lovlig meget som et spor fra L.O.C. s seneste langspiller, men det revancherer finalen i dén grad.
Malurt skal der til
I det hele taget kan det være svært at udsætte noget på produktionerne. Rune Rask og Troo.L.S overgår sig selv med lettere barberede beats og gennemmusikalske arrangementer, der sætter en fed langefinger under, at sidstnævnte er en ægte musiker med øre for instrumenter, dynamik og melodiforløb. Jeg vil vove at påstå, han kunne gøre sig i hvilken som helst genre. You name it.
Og så er det rart, at drengene har opdaget den klassiske musiks ufattelige rigdom. Denne gang bygger parret på en hærskare af munke- og drengekor, som meget sjældent er hørt (bedre) eksekveret i international hiphop – helt i tråd med den status, de to stødt arbejder sig frem imod. Det heftige titelnummer og Proletar (Hvor Jeg Står ) er ganske enkelt øjeblikkelige klassikere.
At især den brovtende og øredøvende Stikkeren Er Et Kamera ikke falder i denne anmelders smag, drypper lidt malurt i bægeret til allersidst på det 14 numre lange album. Men sådan skal det også være med Suspekt. Suspekt er malurt.
Anmeldt af Rune Skyum-Nielsen | rusk@avisen.dk