Kjærsgaard om Muhammed-uro: Clinton er svag

Pia Kjærsgaard kalder Muhammed-uro grotesk og vil ikke tage afstand fra hånsk film sådan som Hillary Clinton.

Dansk Folkepartis afgående leder, Pia Kjærsgaard, mener, at det er grotesk, at der de seneste dage har været uro i blandt andet Egypten, Sudan, Yemen og Libyen som følge af den omdiskuterede film "Innocence of Muslims".

Filmen, som er lavet i Californien, fremstiller angiveligt profeten Muhammed som homoseksuel, men det er ifølge Pia Kjærsgaards tale på partiets landsmøde lørdag ikke nogen undskyldning for optøjerne.

- Det er nærmest rituelt, at man i lande som Egypten, Sudan, Libyen og Afghanistan finder noget at hidse sig op over. Og så gør man alt fra at kaste med sko over afbrændinger af flag, man ikke kan lide, til at slå mennesker ihjel, siger Kjærsgaard.

Hun slår fast, at hun ikke vil give sig af med at anmelde filmen. Måske er den fjollet, måske er den ikke:

- Men fjollet, amatøragtig, vulgær eller ej - folk må da lave de film, de vil. Jeg bryder mig ikke om Lars von Triers film. Så jeg ser dem helst ikke. Men jeg brænder altså ikke noget ned i arrigskab, siger Pia Kjærsgaard.

- At den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton tager afstand fra den film om Muhammed, som måske, måske ikke, det tror jeg den er, er anledning til det hele, er svagt og helt skæv, siger partistifteren.

Hun siger, at det ikke handler om, om det er en elendig film eller ej.

- Det handler om, at islamister med trusler, vold, drab og terror vil tyrannisere alle os andre til at rette ind efter deres middelalderlogik.

- Og det kan jeg lige så godt hilse og sige: Det gør vi ikke, siger hun til store klapsalver fra salen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.