Kjærgaard undskylder over for Søvndal

Efter afhøring i Skattesagskommissionen vil journalist på Ekstra Bladet tilbagekalde artikel fra 2010.

Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard har efter sin afhøring i Skattesagskommissionen i tirsdags fortrudt sine artikler fra juni 2010 med overskriften "Helle og Villy: Vi betaler for lidt i skat."

Det fremgår af en mail, hvor journalisten undskylder artiklerne over for udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Jan Kjærgaard erkender, at han har haft et alt for ukritisk forhold til den tidligere spindoktor Peter Arnfeldt, som arbejdede for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Journalisten skriver følgende i en mail til Søvndal, som har lagt den på Facebook:

- Artiklen burde derfor aldrig være bragt. Jeg tilbagekalder i konsekvens heraf artiklen i sin helhed - inklusive sideartikler. Jeg har samtidig d.d. bedt Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen foranstalte, at artiklerne også slettes hos artikel-databasen Infomedia.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har foreløbig ikke noget på sin Facebook-side om en eventuel tilsvarende undskyldning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.