Tre danske kirker har fået kirkekassen fyldt op med EU-landbrugsstøtte. Og det selv om kirkerne udelukkende leverer prædikener, og ingen mælk til sognebørnene.
I alt har to kirker ved Varde og en kirke i Kalundborg fået for en kvart million kroner i landbrugsstøtte over de sidste fem år, viser en opgørelse fra farmsubsidy.org.
Oksbøl Kirke uden for Varde betaler en lokal landmand 2.000 kroner om året for, at han vil lade sine køer græsse på kirkens fire hektar jord. Da jorden jo så bliver brugt til landbrug, har de fået 64.000 udbetalt fra EU.
»Vi betaler en mand for at komme her med sine køer, så vi kan få landbrugsstøtte. Pengene bruger vi til at nedsætte kirkeskatten. Det er sognebørnene glade for,« siger kasserer Kaj Midtgård Sørensen fra Oksbøl Kirke.
Kender reglerne udenad
Få kilometer derfra i Janderup Kirke har de oven i købet en menighedsrådsformand, der er landbrugskonsulent, og dermed kender støttereglerne udenad.
De har på fem år fået 142.000 kroner for sine syv hektar ved et større lokal engprojekt.
»Men hos os betaler en landmand dog for at lade sine køer græsse. Selv om vi er en kirke, så skal vi selvfølgelig have landbrugstøtte for vores jord,« siger Peder Christian Thomsen.
Nyhedsavisen kunne for få dage siden afsløre, at 116 rideskoler får landbrugsstøtte, selv om de udelukkende lever af at leje heste ud.
EU s revisorerer rettede før jul en skarp kritik af, at EU gav landbrugsstøtte til alt fra danske kommuner til golfklubber. Kritikken var så skarp, at revisorerne ikke ville godkende EUs regnskab.
SFs EU-parlamentsmedlem Magrethe Auken, mener at man straks bør granske landbrugsstøtten.
»For det er jo helt tosset, at kirker får landbrugsstøtte,« siger hun.