Et regulært slagsmål mellem to passagerer tvang i weekenden et fly på vej fra Zürich i Schweiz til Beijing i Kina til at vende om efter mere end seks timer i luften, oplyser luftfartsselskabet Swiss mandag.
Der var 200 mennesker om bord.
- De to passagerer blev overdraget til politiet i kantonen Zürich, efter at Swiss' Airbus A340 var landet søndag aften, siger Mehdi Guenin, der er talsmand for luftfartsselskabet.
Ifølge netversionen af det schweizisk-tyske avis Blick var der tale om to kinesiske passagerer på 27 og 57 år. De vil blive afhørt af politiet mandag.
Flyet befandt sig lidt øst for Moskva, da piloten besluttede sig for at vende om ifølge talsmanden, der tilføjer, at piloten valgte at flyve tilbage til Zürich for at undgå diplomatiske forviklinger ved at foretage en sikkerhedslanding i Moskva.
Swiss indkvarterede flyets 200 passagerer på et hotel i Zürich, inden de blev booket på flyvninger til Beijing hos andre selskaber, da selskabets egen flyvning til den kinesiske hovedstad mandag allerede var fuldt booket.
Der forlyder ikke noget om, hvorvidt Swiss vil kræve erstatning af de to kamphaner. Hvis det bliver tilfældet, så bliver det en overordentlig dyr fornøjelse.
/ritzau/AFP