Kinas Xi aflyser møde med Hillary Clinton

Spændinger mellem USA og Kina er måske baggrunden for, at Kinas kommende leder aflyser møde med Clinton.

Kinas næste leder efter al sandsynlighed, Xi Jinping, har aflyst et planlagt møde med USA's udenrigsminister, der er på besøg i Beijing.

Aflysningen kommer efter, der har været flere tegn på spændinger mellem de to supermagter.

Hillary Clinton skulle have haft drøftelser med Xi, der for øjeblikket er vicepræsident, under sit op hold i den kinesiske hovedstad. Men besøget synes at blive totalt overskygget af en række territoriale stridigheder mellem Kina og dets naboer - navnligt i Det Sydkinesiske Hav.

- Vi fik sent i aftes meddelelse om fra den kinesiske side, at et møde mellem vicepræsident Xi og Clinton ikke vil finde sted som planlagt.

Clinton har dog haft møder med præsident Hu Jintao og andre medlemmer fra partitoppen og regeringen.

Kina har ved tidligere lejligheder aflyst møder med kort varsel for at tilkendegive utilfredshed. Men Xi har generelt fremsat USA-venlige udtalelser og forsøgt styrke relationerne mellem de to lande.

Den indflydelsesrige statslige avis Folkets Dagblad har i en kommentar advaret om, at striden om øer i Det Sydkinesiske Hav ikke er noget, der kommer USA ved.

- Det gavner ikke USA at skabe uenighed blandt Kinas naboer, skriver avisen og tilføjer, at Kina vil slå hårdt igen, hvis USA's politik skader centrale kinesiske interesser.

Præsident Barack Obamas regering har optrappet militære relationer i Sydøstasien, hvilket Beijing opfatter som ét forsøg på at inddæmme Kina.

Der er potentielle forekomster af olie og gas ved de omstridte øer i Det Syd- og Østkinesiske Hav.

- Vi har noteret os, at USA mange gange har erklæret, at det ikke vælger side, sagde Hong Lei, talsmand for udenrigsministeriet i Beijing, inden Clintons ankomst.

- Vi håber, at USA vil holde sine løfter og gøre mere, der gavner den regionale fred og stabilitet, ikke det modsatte, tilføjede han.

Vicepræsident Xi Jinping ventes at afløse Hu Jintao på præsidentposten ved en partikongres i oktober.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.