Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, er kommet på et to dage langt besøg i Kina.
Her skal hun mødes med den kinesiske ledelse, men allerede inden, at drøftelserne er kommet i gang, har Kina advaret hende om, at striden om øer i Det Sydkinesiske Hav ikke er noget, der kommer USA ved.
Da Clinton var i Kina forrige gang, var det sagen om en blind dissident, der søgte ly på USA's ambassade, som stjal opmærksomheden og fjernede fokus fra bestræbelserne på at forbedre forholdet mellem de to lande.
Denne gang er det så sagen om nogle småøer i Det Syd- og Østkinesiske Hav, der kalder på opmærksomhed.
Der er potentielle forekomster af olie og gas ved øerne, som såvel Kina som Japan og Filippinerne mener at have suverænitet over.
- Vi har noteret os, at USA mange gange har erklæret, at det ikke vælger side, sagde Hong Lei, talsmand for udenrigsministeriet i Beijing, inden Clintons ankomst.
- Vi håber, at USA vil holde sine løfter og gøre mere, der gavner den regionale fred og stabilitet, ikke det modsatte, tilføjede han.
Hillary Clinton ankom til Beijing sent tirsdag lokal tid. Hun skulle som noget af det første mødes med sin kinesiske kollega, Yang Jiechi, hvorefter de skulle spise middag.
Onsdag mødes hun med præsident Hu Jintao og vicepræsident Xi Jinping, der i øvrigt ventes at afløse Hu på præsidentposten ved kongressen i oktober.
/ritzau/Reuters