Selvom Jakob Fuglsang var topforberedt og havde set frem til Giro d'Italia, så er hans totalt uforberedte afløser, Fränk Schleck, et bedre bud på en topplacering i løbet.
Det mener de to Radioshack-rytteres danske sportsdirektør Kim Andersen.
- Ja, det vil han sandsynligvis være. Jeg kan ikke sige, om han er favorit til sejren. Det kan jeg først om 10 dage. Der skal ikke være noget stress nu, siger Kim Andersen.
Luxembourgeren fik først i sidste uge beskeden om, at han skulle afløse Jakob Fuglsang, som fortsat er plaget af en skade.
Det skal lige bearbejdes mentalt, mener sportsdirektøren, eftersom Schleck havde Tour de France i tankerne.
- Hvis han kan få det vendt i hovedet til noget positivt, så er det godt, men det er klart, at det kommer nok til at gå ud over hans Tour de France. Sådan vil det jo være.
- Men kommer han nogenlunde gennem Giroens første uge, så har han måske endnu bedre muligheder for at lave noget stort, for der er ikke så mange enkeltstartskilometer, siger Kim Andersen.
Schleck og Andersen er typer, som forbereder sig intenst på de store etapeløb, men denne gang er det anderledes.
- Hverken jeg eller Fränk har forberedt os på bjergene. Det må vi tage, som det er, siger Kim Andersen.
Fränk Schleck beskrev på et pressemøde torsdag, at det var som et koldt styrtebad, da han fik at vide, at han skulle afløse Fuglsang.
Han fik meddelelsen, mens han legede med sit barn og glædede sig til at være lidt hjemme. Nu står den i stedet på tre ugers cykelløb, der starter lørdag i Herning.
Schleck starter enkeltstarten klokken 19.09 som sjettesidste rytter på ruten.