Skrevet af Andreas Mayerhofer, Nyhedsavisens udsendte medarbejder i Wales
168,2 pund drejede nålen op på, da
Mikkel Kessler gik på vægten. 0,2 pund mere en det er tilladt for
at bokse i supermellemvægt, og så var han nødt til at stige op på vægten igen
uden en trævl på kroppen.
- Nu ved jeg da, hvad mine
underbukser vejer, grinte bokseren.
Der var stor forvirring ved
vejningen, som blev præsenteret af den legendariske ring-announcer Michael
Let’s get ready to rumble - Buffer, da Mikkel Kessler var blevet kaldt til
vægten.
Pludselig forlod han og hans
sekundanter scenen, for så flere minutter senere at vende tilbage for at gå på
vægten. En mærkværdig situation for den propfyldte sal St. Davids Hall. Og det
underfundige show fortsatte, da Mikkel Kessler måtte smide underbukserne foran det
buhende publikum.
Der må have været problemer med
vægten på hotellet. Det var først da jeg var til kontrolvejning hos det engelske
bokseforbund, at jeg blev klar over, at jeg vejede for meget, og så måtte jeg
tisse og svede, men der manglede altså lige det sidste, fortalte Mikkel
Kessler.
Lørdagens modstander, Joe
Calzaghe, havde også problemer med vægten. Men af en noget anden karakter, idet
han noget usædvanligt vejede 1,3 pund under det tilladte.
- Det er et udtryk for at han er
nervøs for den kamp i morgen, vurderede Kessler.
Efter vejningen stillede de to
boksere sig med panden mod hinanden foran de blitzende kameraer, og det endte
ligeledes i tumult.
Den walisiske bokser begyndte at
presse sig ind på Kessler, som ikke stod tilbage, hvilket udløste jubelbrøl samt
råben og skrigen i hele salen. Og de to verdensmestres sekundanter begyndte også
at skubbe til hinanden, hvor specielt Calzaghe senior, Enzo, var på vej til at
ryge i slagsmål. Men sådan er boksning.
- Der var ikke noget i det. Han er
bare klar, ligesom jeg er. Han skal bare ikke tro, at jeg lægger mig for ham,”konstaterede danskeren, inden han forsvandt med bemærkningen.
- Nu må jeg gå. Jeg skal hjem og
have noget at spise i en fart.