Lørdag den 2. november 1963 skulle præsident John F. Kennedy have besøgt Chicago. Besøget lå så fast, at aviserne havde trykt præsidentens rute gennem byen.
Men Kennedy kom aldrig. Besøget blev aflyst i sidste øjeblik. Årsagen var, ifølge nogle medier, at der var opstået en national krisesituation. Andre medier mente at vide, at præsidenten var blevet syg.
Men sandheden var en anden, fortæller den tidligere Secret Service-agent Abraham Bolden ifølge ABC News. Kennedys besøg blev aflyst på grund af frygt for et attentat mod præsidenten.
To trusler
Den pludselige aflysning af besøget har længe givet næring til teorier om netop et muligt attentatforsøg, men det er ifølge ABC News første gang, at historien bekræftes af en så central kilde.
Ifølge den 72-årige Bolden var der faktisk tale om to konkrete trusler mod præsidenten.
Dels fik Secret Service et tip om, at den berygtede, højreekstremistiske Kennedy-modstander Thomas Valle havde bedt om fri den pågældende dag. Thomas Vallee, der var en dygtig skarpskytte, blev efterfølgende arresteret og i hans hjem fandt politiet en riffel, håndvåben og ammunition. Dels fik FBI et telefontip fra en motel-ejer, der havde to cubanere indlogeret. Den kvindelige motel-ejer havde på cubanernes værelse set en automatriffel med kikkertsigte og et kort over Kennedy s rute gennem byen.
Aldrig undersøgt
I forbindelse med Warren-kommissionens undersøgelsen af Kennedy-mordet blev Chicago-vinklen aldrig undersøgt, selvom Bolden, ifølge ham selv, pressede på.
En talsmand fra Secret Service siger til ABC News, at de absolut ingen kommentarer har til Boldens udtalelser .