"Yes den er god nok, han er gudhjælpemig en af deltagerne i årets Robinson Ekspedition som du snart kan se i fjerneren."
Sådan skriver tv-værten Lisbeth Østergaard på Instagram.
Det er hendes kæreste Ralf Christensen, som er blevet udvalgt til "Robinson Ekspeditionen" anno 2021.
"Det har i mange år været en drøm for ham at prøve kræfter med Robinson og ikke mindst sig selv, når det kommer til sejhed, søvn, savn, sved og ikke mindst sult", skriver Lisbeth Østergaard videre i sit opslag, som hun har pyntet med et billede af kæresten.
Helt hemmeligt har det så ikke været for tv-værten i og med billedet er et pressebillede fra Viaplay og TV3.
Årets Robinson-dyst har premiere 6. september, og de er Lisbeth Østergaard klar ved skærmen.
"Jeg ved i hvert fald, at der er 2 små drenge hjemme på Amager, der glæder sig til at se, hvad far har lavet mens han har været "på ferie", skriver hun og tilføjer:
"Nå ja, du kan også være 100 på, at jeg også sidder klar med popcorn."
Lisbeth Østergaard er i øvrigt selv på vej tilbage til tv-skærmen. Hun skal ifølge Billed Bladet medvirke i "Stjerner i trøjen". Optagelserne er i gang og programmet sendes på Discoveryplus.
Sidste år sprang hun ud som undertøjsmodel. I den forbindelse lagde hun en billedserie ud på Instagram. Her skrev hun blandt andet: "Yes den er god nok, mama har smidt tøjet".