Tøjkæden Invasion, der har haft flere butikker i hovedstadsområdet, er gået konkurs.
Det skriver mediet FrederiksbergLiv med henvisning til Statstidende - og et skilt på døren på kædens butik på Falkoner Allé på Frederiksberg.
Selskabet bag kæden blev begæret konkurs i slutningen af august, og nu er det altså slut for kæden, der senest har haft to butikker i København.
Udover butikken på Falkoner Allé, hvor man har været i 20 år, er nøglen også drejet om i butikken på Istedgade.
Invasion har tidligere haft butikker i Valby og Vestergade i centrum af hovedstaden.
FrederiksbergLIV oplyser, at Invasion i 2022 og 2023 har haft underskud på henholdsvis 869.000 og 2,5 mio. kroner.