En besøgsrekord på den populære attraktion Egeskov Slot er endt i en mindre shitstorm, skriver Fyens Stiftstidende.
23. og 24. november afholdt slottet lysfesten "Luminis 2018 - Smukt lys på Egeskov", og arrangementet trak ifølge slottet 13.700 gæster - hvilket var rekord.
Efterfølgende glæder slottet sig på Facebook over rekorden, men beklager samtidig, at de mange mennesker gav køer: "Vi havde forberedt os så godt vi kunne, men i vores vildeste fantasi havde vi ikke troet på rekord besøg. Vi beklager køerne, men glæder os over de mange positive reaktioner på selve Luminis. Vi evaluerer naturligvis på alle jeres input og retter til til næste år", skriver slottet på Facebook.
En gæst skriver på Facebook, at Egeskov Slot "burde undskylde", "og så burde I have gået en runde selv, ude og inde, og reageret på situationen".
En anden af gæsterne fortæller til Fyens Stiftstidende, at hun og familien ikke fik den oplevelse, de var blevet lovet.
- Der var simpelthen så mange mennesker den dag, at vi kun kunne se, hvad der lige hang af lys over os selv. Vi stod over en time i kø for blot at komme ind, og det var næsten ikke bedre på den anden side af indgangen. Køen var så slem at den dækkede knapt halvvejs rundt om søen, fortæller Michelle Bech Hansen, som sammen med familie havde taget turen fra Aarhus til det midtfynske slot.
En del af de kommentarer, som er kommet på Facebook efter arrangementet er negative, men det preller af på Egeskovs direktør, Henrik Neelmeyer.
Han vurderer overfor Fyens Stiftstidende, at "måske 40 stykker" er negative":
- Det har været en overvældende succes og besøgsrekorden er jo fantastisk. Vi er enige i, at der var mange mennesker, men det er vores oplevelse at de altså var fordelt godt rundt ude i parken og de fleste havde en god oplevelse, siger Henrik Neelmeyer, og mener at "folk skyder lidt for hurtigt fra hoften på de sociale medier".