Da skuespilleren Lotte Andersen mistede sin far, mistede hun også en del af sig selv.
Det fortæller hun ifølge Ekstra Bladet til ugebladet Søndag.
55-årige Lotte Andersens far var dement og døde i januar. Inden han gik bort, nåede de nytårsaften at sige velkommen til det nye år, skåle og se fyrværkeri.
- Inden han døde, gav han udtryk for, at han havde haft et godt liv og et dejligt ægteskab. Hans ord gjorde indtryk på os, og vi vil altid have et smukt minde fra den dag. Da min far døde, forsvandt der en del af mig. Det er en stor ting at miste sin mor og far.
Hun fortæller til ugebladet, at faderen havde været syg i en længere periode og blandt andet fik angstanfald:
- Det er svært at være syg og dement. Man befinder sig jo i en konstant forvirring og glemmer, hvorfor man har ondt. Min far fik blandt andet nogle angstanfald, fordi han ikke kunne få vejret. Heldigvis glemte han dem kort efter, men han havde det virkelig dårligt til sidst. Alt i alt var det godt, at han ikke skulle trættes med sygdommen længere.
Sammen med Bodnia igen
Lotte Andersen er kendt fra både teater, film og tv, og havde i 1994 rollen som Lotte i den succesfulde gyser "Nattevagten". Her spillede hun sammen med Kim Bodnia, som hun har sønnen Louis Bodnia Andersen med.
Nu mødes Lotte Andersen og Kim Bodnia igen. Indspilningerne til "Nattevagten 2" er nemlig planlagt og både Lotte Andersen og Kim Bodnia er igen på rollelisten.
Desuden bliver der gensyn med Ulf Pilgaard og Sofie Gråføl, ligesom det igen er Ole Bornedal, der instruerer og skriver manuskriptet.