Mange borgere og virksomheder har taget dronerne til sig. Og ligesom der er spilleregler for trafikken på landevejen, er det også vigtigt at overholde færdselsreglerne i luften. Det fandt en mand torsdag ud af, da han blev sigtet for at flyve med en drone ved Folkemødet, hvor det krævede en særlig tilladelse.
Droneoperatører skal blandt andet være opmærksomme på, om de overholder reglerne for sikkerhedsafstande, hvad enten det gælder naboens grund, civile lufthavne eller militære flyvestationer.
For at synliggøre reglerne har Fighter Wing Skrydstrup i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi taget initiativ til en oplysningskampagne på området
Budskabet er ganske kort: Det er vigtigt at sætte sig ind i reglerne, og borgere og virksomheder kan hente nyttig information på Trafikstyrelsens hjemmeside Droneregler.dk.
- Vi støtter op om kampagnen, så borgerne ikke kommer i karambolage med reglerne på dette område. Antallet af droner i det offentlige rum stiger, og derfor øges muligheden også for, at man uden at tænke over det, fx kommer til at flyve ind i en flyvesikkerhedszone, som der er omkring Fighter Wing Skrydstrup, forklarer politiinspektør Gert Bisgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Trafikstyrelsens hjemmeside Droneregler.dk indeholder information om regler for flyvning med droner, krav til certifikater for droneoperatører samt kort, så man kan se, om der måtte være særlige regler i det område, man befinder sig i.