- Vi har kalenderen fuld af jobs helt frem til starten af 2026. Men de jobs vi har i begyndelsen af 2026 bliver så vores slutdato rent arbejdsmæssigt.
Så klar er udmeldingen til Billed-Bladet fra Hilda Heick.
77-årige Hilda Heick og hendes mand, Keld Heick, som netop er fyldt 78 år. har således taget den store beslutning og gør sig klar til, at afslutte en karriere, som er gået hen over syv årtier.
Keld Heick debuterede i 1966 med Keld & The Donkeys, og har siden 1981 optrådt tusindvis af gange sammen Hilda Heick. Hilda debuterede som sanger i 1976, da hun sang duet med Keld på Keld & The Donkeys-nummeret "Do You Speak English".
Afsløringen af karriere-stoppet kommer kort tid efter, at dansktop-duoen har sat deres 181 kvadratmeter store villa i nordsjællandske Trørød til salg for 10.895.000 kroner.
Keld og Hilda blev gift i 1968 og er forældre til den kendte tv-vært og entertainer Annette Heick.