Her er en fordom, du kan skylle ud i toilettet: Kvinder, med en fremadstormende karriere, nedprioriterer deres børn for at komme til tops og er dårligere mødre.
For i virkeligheden viser det sig, at karrierekvinder er de bedste til at tilbringe kvalitetstid med børnene.
Det kunne den verdens- anerkendte danske samfundsforsker Gøsta Esping-Andersen fortælle, da han holdt den årlige Hans Christian Andersen Academy-forelæsning på Syddansk Universitet.
»De højtuddannede karrierekvinder er enormt gode til at investere tid i børnene. Så nedprioriterer de det huslige og den slags lidt i stedet,« siger professoren.
Topchef og topmor
Langt fra universitets- og forskerverdenen regerer Merete Eldrup. Hun er netop blevet udnævnt til kommende TV 2-direktør. Og så er hun mor til fire.
Hun er glad for, at forskningen nu sætter en streg under, at karrierekvinder kan være dygtige mødre uden problemer.
»Når jeg træder ind ad døren, så er jeg på som mor. Mobilen kan være et problem, men den ryger på lydløs. Når så børnene ser tv eller sover, så kan man jo altid tage en times arbejde bagefter,« forklarer hun.
Vigtige prioriteringer
Den 44-årige kommende TV 2-boss mener, at det hele handler om prioriteringer.
»Det er helt klart, at jeg skal passe mit job og min familie. Så må man vælge noget andet fra. Det er også o.k., for det er jo samværet, der fylder mig med energi,« siger hun.
Konkret betyder det, at Merete Eldrup nogle dage arbejder til meget sent, men andre dage stikker af tidligt, ligesom hun heller ikke går til noget fast sport i sin fritid. For Gøsta Esping-Andersen er tendensen et tegn på, at forældre i dag er meget mere optaget af deres børn end tidligere.
»Højtuddannede prioriterer kvalitet i børn, frem for flere børn. De pumper dem med kraft og stimulering,« siger han.