Fødevarestyrelsen har fundet papegøjesyge i fugle fra Bedsted Dyrehandel i Thy og har derfor sat samtlige fugle fra dyrehandelen i karantæne.
Dyrehandelen har i starten af april solgt fugle til Bonnie Dyrecenter i Kgs. Lyngby, hvor der siden er fundet smitte med papegøjesyge - også kaldet ornitose - hos fuglene.
Fødevarestyrelsen vil derfor meget gerne høre fra kunder, der har købt eller solgt fugle i butikken efter 1. marts.
Bedsted Dyrehandel er nu sat i karantæne for at begrænse smitterisikoen til andre fugle og mennesker. Butikken må ikke sælge fugle, før den er erklæret fri for ornitose.
De første udbrud af ornitose i Bedsted Dyrehandel kan være sket for flere måneder siden. Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen kunder, der har købt eller solgt fugle til butikken efter 1. marts, til at kontakte Fødevarestyrelsen. Fugle, der kan være smittet med papegøjesyge, skal i karantæne og testes af myndighederne.
Fakta om papegøjesyge (Ornitose):
Ornitose kan smitte både fugle og mennesker. Fugle kan få forskellige former for betændelse, nedsat ædelyst, flåd fra næsebor og øjne samt diarré, og nogle fugle dør. Mennesker får oftest influenzalignende symptomer som feber, muskelsmerter og hovedpine, men kan udvikle sig til alvorlig lungebetændelse. Får du symptomer på papegøjesyge, bør du kontakte din læge. Det er ikke muligt at vaccinere hverken dyr eller mennesker mod ornitose, men sygdommen kan i de fleste tilfælde behandles med antibiotika.
Kilde: Fødevarestyrelsen