Kahlenberg får pludselig ros af Magath

Thomas Kahlenberg er tilsyneladende tilbage i varmen igen i bundesligaklubben Wolfsburg.

Thomas Kahlenberg er kommet godt i gang for Wolfsburg i Bundesligaen. Så godt, at træner Felix Magath nu roser den spiller, han for få måneder siden ellers ikke syntes, at han kunne bruge.

Efter weekendens 1-1 mod Fürth var Magath rigtigt godt tilfreds med danskerens indsats på den defensive midtbane, hvor han nøjagtigt som i den forrige kamp mod Augsburg fik chancen fra start.

- Thomas har haft en god sæsonoptakt. Han har trænet godt, og han udnyttede chancen i Augsburg.

- Han er en teknisk og taktisk dygtig spiller med et meget præcist pasningsspil, siger Magath til avisen Wolfsburger Allgemeine.

I sommerpausen var der ellers ikke meget, der tydede på, at Kahlenberg havde nogen fremtid i Wolfsburg.

Han var i foråret udlejet til Evian og fik besked på, at han gerne måtte lede efter en anden klub.

Det lykkedes dog ikke at finde en anden arbejdsgiver, men det ser altså ikke ud til, at det nødvendigvis har været skidt for landsholdsspilleren.

Kahlenbergs aftale med Wolfsburg gælder frem til 1. juli næste år, altså sæsonen ud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.