Tre bygninger er af ukendte årsager kollapset midt i den brasilianske storby Rio de Janeiro.
Mindst fem personer er kommet mindre til skade, og myndighederne frygter, at der ligger flere begravet i murbrokkerne, skriver Reuters.
Beboere i området fortæller, at der lugtede kraftigt af gas, inden der lød et "ekplosionsagtigt" brag.
38-årige Nelson Tomes befandt sig på 10, etage i en af bygningerne, da han også hørte et højt brag.
"Jeg løb desperat ned af trapperne for at slippe ud. Lige efter, jeg var kommet ud, kollapsede bygningen. Jeg undslap på et hængende hår. Det er guds fortjeneste," siger Nelson Tomes til nyhedsbureauet iG, skriver Reuters.
Byens borgmester, Eduardo Paes, afviser imidlertid de forklaringer.
"Der var åbenbart ikke en eksplosion. Kollapset skyldtes strukturelle skader," siger han ifølge AP og fortsætter. "Jeg tror ikke, der var en gaslæk."
Et andet vidne har en helt tredje opfattelse.
"Det var ligesom et jordskælv. Først begyndte nogle dele af bygningen at falde ned. Folke begyndte at løbe. Og så faldt det hele ned på én gang," siger vidnet, som kalder sig Gilbert, ifølge Reuters.
Den senere tid er infrastrukturen i Rio de Janeiro kommet på den politiske dagsorden. Storbyen er medarrangør af VM i fodbold i 2014 og OL i 2016 og har de sidste måneder oplevet flere gaseksplosioner, store kloaklæk og jordskred.
Kilde: Reuters, AP