En selvmordsbombe er natten til tirsdag dansk tid eksploderet nær lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, og har ramt en minibus med adskillige mennesker om bord.
Mindst otte udlændinge og én afghaner er blevet dræbt i angrebet, rapporterer nyhedsbureauet Reuters. Nyhedsbureauet AFP angiver dødstallet til 10, hvoraf ni skulle være udenlandske statsborgere.
Deres nationaliteter er endnu ikke fastslået.
Selvmordsangrebet kommer angiveligt som svar på den omstridte profetfilm "Innocence of Muslims", som har vakt vrede i muslimske kredse over hele kloden.
Den islamiske militante gruppe Hezb-i-Islami har taget skylden for terrorangrebet i Kabul og angiver netop denne film som deres begrundelse.
En højtstående kilde i det afghanske politi siger, at de dræbte var ansatte i et internationalt kurérfirma. Afghaneren, som har mistet livet i angrebet, skulle være deres lokale tolk.
/ritzau/Reuters