Socialminister Karen Hækkerup (S) trækkes nu ind i sagen om mulig vanrøgt i Helsingør.
De Konservative kræver nemlig ministerens svar på, hvorfor Den Sociale Ankestyrelse angiveligt stoppede Helsingør Kommune fra at undersøge et tip om den vanrøgten.
- Jeg undrer mig meget over, at Ankestyrelsen har været inde og sige til kommunen, at man ikke måtte undersøge, hvorvidt der var hold i den underretning, som man havde fået ind fra en borger, siger tidligere socialminister Benedikte Kiær (K) til Ritzau.
Hun vil derfor have ministeren til at svare på, hvorfor Ankestyrelsen tilsyneladende stoppede kommunen.
Sagen startede, da Helsingør Kommune fik et tip om, at der angiveligt blev gemt et barn hos en familie, der i forvejen havde fået tvangsfjernet seks børn.
- Det ville vi selvfølgelig straks handle på, men for at være sikker, spurgte vi i Den Sociale Ankestyrelse, om vi måtte rykke ud og sikre os, at der ikke var et barn til, på grundlag af en løs bemærkning.
- Vi fik et klar svar om, at det måtte vi ikke, siger Helsingør Kommunes kommunaldirektør, Bjarne Pedersen, til Helsingør Dagblad.
Tippet viste sig dog siden at være rigtigt. I sidste måned fandt politiet ved en tilfældighed barnet, en cirka fire-årig dreng, gemt under et tæppe bag en bil i en garage.
Benedikte Kiær hæfter sig ved, at Ankestyrelsen i flere sager sager, har kritiseret kommuner for ikke at reagere på den slags underretninger. Her er der så tilsyneladende tale om det modsatte.
- Det er vigtigt, vi får det undersøgt. Hvis man har mistanke om, at der er et barn, som er udsat for omsorgssvigt, så er det vigtigt, at det altid bliver undersøgt, siger Benedikte Kiær, der i øvrigt er kandidat til borgmesterposten i netop Helsingør.
/ritzau/