I anledningen af Europadagen bærer busserne i dag det europæiske flag sammen med Dannebrog.
Europadagen markeres primært i Paris, men for Aarhus og Sønderborg betyder dagen i dag lidt ekstra, da begge byer er repræsenteret i netop Paris, hvor de fremlægger deres bud på temaet for Europæisk kulturhovedstad i 2017.
En titel som begge byer håber på at kunne pryde sig med om fem år.
I Aarhus bliver kandidaturet præsenteret som 'Re-think' - at gentænke, som Presse- og kommunikationschef i Aarhus Kommune, Michael Jaap, formulerer det over for Newspaq.
- Vi kan ikke bare smide det væk, som vi allerede kender, når vi skal finde løsninger på fremtidens problemer, siger han og fortætter:
- Et godt eksempel er hybridbilen, som vi kørte rundt i til Giro d'Italia. En konventionel bil, hvor man har puttet en elmotor i og på den måde forenet to ting, der samtidigt tages hensyn til klima- og miljøudfordringen, siger han.
Aarhus vil derfor bruge en del af de kompetencer, der er i Aarhus og de 19 andre kommuner i region Midtjylland, som særligt er inden for vindmølle-, vindenergi- og clean-tech sektoren til at hjælpe det øvrige Europa til at tænke på nye løsninger på fremtidens på problemer, forklarer Michael Jaap.
I Sønderborg vil man udnytte byens geografiske beliggenhed til at udvikle nye idéer til byer rundt om i Europa, der som Sønderborg ligger i udkanten af deres respektive land.
Overskriften for kandidaturet er Countryside Metropolis, der skal vise, hvordan byer i udkantsområder kan udvikle sig, fortæller projektleder Else Christensen Redzepovic.
"Vi vil gerne gøre opmærksom på et bæredygtigt liv i den globale virkelighed, hvor vi tager det bedste fra storbyerne med det bedste fra landet og fusionerer det. Vi skal vise at det er et reelt alternativ - også for smarte, unge mennesker, siger hun til Newspaq og påpeger, at der kun er få kilometer til Hamborg og fire timer til Berlin fra Sønderborg.
'Problemet med udkantsområder eksisterer overalt i Europa. Bliver vi kulturhovedstad vil vi ikke kun få indflydelse på den danske dagsorden, men også den europæiske på området, siger Else Christensen Redzepovic.
Den 24. august afgør en international jury, hvilken by der bliver kulturhovedstad 2017.
Begge byer budgetterer hver især med omkring 400 millioner kroner for kandidaturet.