Den frygtelige ulykke, der i går kostede en blot fire måneder baby livet ved Dybbøl i Sønderjylland, har berørt alle politi- og redningsarbejdere dybt.
- Det har påvirket alle. Vi skal have en defbriefing med vores folk, som var derude, men det er jo ikke kun os. Vi skal også hjælpe og vejlede alle andre, som var på ulykkesstedet. Bl.a. vidner og andre, som hjalp til på stedet, siger leder af lokalpolitiet i Sønderborg, Preben Westh, til ekstrabladet.dk.
En lille pige blev mandag eftermiddag dræbt, da hun blev slynget ud af en barnevogn efter at være blevet ramt af en bil på Dybbøl Banke ved Sønderborg.
Bag rettet sad en 18-årig mand, der pludselig mistede herredømmet over sin bil og ramte kvinden og hendes datter i barnevognen inde på cykelstien. Kvinden blev hårdt såret, men er uden for livsfare.
- Han er også dybt påvirket af ulykken, og han er brudt sammen, fortæller Preben Westh om den unge bilist, der mistede herredømmet over sin bil.
Intet tyder på, at den unge mand var påvirket af alkohol- eller narkotika.
En anden 30-årig kvinde og en ældre mand forsøgte efter ulykken at genoplive den lille baby, men uden held.
Politiet har kontakt til kvinden, men vil også gerne i kontakt med den ældre mand, da de muligvis skal indstilles til en påskønnelse for deres indsats, skriver eb.dk.