Motorvejen ved Aalborg, hvor en lastbil tidligere på dagen forulykkede og spredte gasflasker rundt på vejen, er igen åben i begge retninger.
Det fortæller vagtchefen fra Nordjyllands Politi, Peter Redder.
"Den nordgående del af motorvejen er lukket helt op, mens vi i den sydgående retning kun har åbnet op i den anden vognbane. Den første vognbane er stadig lukket, fordi der er et større oprydningsarbejde i gang," siger vagtchefen.
Han tilføjer, at der ikke er voldsomme kødannelser, men at trafikanter skal forberede sig på en længere rejsetid.
Politiet spærrede tidligere trafikken i både nord- og sydgående retning, fordi der var risiko for eksplosionsfare. Men nu er gasflaskerne blevet isoleret og motorvejen er sikker igen.
Politiet ved endnu ikke, hvorfor lastbilen endte i grøften, men vagtchefen fortæller, at der formodentlig er tale om en punktering.
"Det er formentligt et af dækkende på lastbilen, der eksploderede og forårsagede ulykken. Der var ikke andre involverede i uheldet, og ingen er kommet noget til skade," afrunder Peter Redder.