Når vi bliver syge og den praktiserende læge ikke kan hjælpe, kan vi for eksempel gå til ørelæge, øjenlæge eller hudlæge.
Men hvor det er omkring hver tredje københavner, der går til speciallæge, er det derimod kun hver femte nord-, vest- og sønderjyde, der gør det.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Ugebrevet A4 har fået lavet.
Forklaringen er ifølge Danske Regioner, at antallet af speciallæger er forskellig rundt i landet.
"Der hvor speciallægerne er, der har man et højt forbrug. Der hvor de ikke er, søger man enten sin praktiserende læge eller sygehusene," siger Ulla Astman, der er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.
I nogle dele af landet risikerer patienterne derfor at skulle køre langt for at blive undersøgt eller behandlet.
Regionerne frygter derfor, at store dele af befolkningen kommer for sent i behandling.
Næstformanden for Foreningen af praktiserende speciallæger synes, det er en god idé at sprede speciallægerne mere ud i landet, så længe det sker frivilligt.