Nye dokumenter viser, at Justitsministeriet har haft den helt centrale rolle, da den socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen for et år siden måtte opgive drømmen om at blive minister i den nye regering, skriver Kristeligt Dagblad.
Fra sagens begyndelse har fortællingen ellers været, at det var Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt (S), som ofrede sin løjtnant, fordi han ikke kunne sikkerhedsgodkendes af Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Men de nye dokumenter, som avisen har fået aktindsigt i, afslører, at Statsministeriet stod på sidelinjen og nu forsøger at vaske hænder for de fejl, der blev begået ved to afgørende møder med Henrik Sass Larsen 28. september sidste år.
Det var her, den nuværende socialdemokratiske gruppeformand blev præsenteret for et notat fra PET om sit møde med en ledende rocker fra Bandidos i Køge.
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, kritiserede i juni både Statsministeriet og Justitsministeriet for deres håndtering af sagen.
Han kritiserede også ministerierne for ikke at oplyse, hvem der pålagde Sass tavshedspligt i sagen.
Nu skriver Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen i et svar til ombudsmanden, at "det var Justitsministeriet, der pålagde Henrik Sass Larsen tavshed i forhold til det omhandlede notat, der stammede fra Politiets Efterretningstjeneste."
Udpegning af ministre er efter grundloven suverænt et anliggende for statsministeren.
Professor i offentlig forvaltning Tim Knudsen fremhæver, at Lars Løkke Rasmussen (V) stadig var fungerende statsminister, da Helle Thorning var i gang med sonderingerne.
Derfor burde Statsministeriets og Justitsministeriets embedsmænd slet ikke have været involveret i de to afgørende møder med Sass sidste år.
- Det kan være, hun havde for travlt til at meddele ham det på grund af regeringsforhandlingerne, men hun burde selv have overrakt ham budskabet i stedet for at drage embedsmændene ind i det, siger Tim Knudsen til Kristeligt Dagblad.
/ritzau/