Justin Timberlake: Parken, København, lørdag aften

Af Rune Skyum-Nielsen, rusk@avisen.dk

Man skal passe på med de store forventninger, thi man bliver så nemt skuffet. En eviggyldig og rigid leveregel, som desværre kom til sin ret ved lørdag aftens kæmpekoncert med Justin Timberlake i Parken. På forhånd spåede mangt og mangen – også overtegnede – om, at årets popbrag var i vente. Men retrospektiv dækker ’årets popbump’ langt bedre.

Justin Timberlake glimtede godt nok og trumfede i perioder forbilledet Michael Jacksons evner på en scene – hvad enten det gjaldt moves, stemmeføring eller karisma. Uheldigvis traf den 26-årige gut fra Memphis, Tennessee, en række forkerte valg gennem aftenen – og værst af alt stækkede nationalstadionets jammer-rammer de detaljerige kompositioner, som det kreative stortalent lever på og af.

En kvart koncert

Normalt fungerer billedet af et omsluttende vattæppe fint, når man ligesom skal illustrere, hvordan en koncert kvæles i dårlig akustik. Det ville ikke desto mindre være en underdrivelse i især første halvdel af det gennemkoreograferede show lørdag aften. Justin Timberlake, band, dansere og korsangere koksede på det nærmeste rundt i en dynefabrik.

Det betød, at den aggressive og uptempo-prægede indledning på koncerten ikke fik fat i trommehinderne på de mere end 55.000 publikummer, der omringede den centralt placerede og cirkelformede scene. At den kvindelige overrepræsentation samtidig skreg lungerne ud, gavnede selvfølgelig heller ikke det musikalske helhedsindtryk, og tretrinsraketten ’Futuresex/Lovesound’, ’Like I Love You’ og ’My Love’ crashede grimt.

Ikke mindst den knivskarpe ’Like I Love You’-produktion fra solodebuten mudrede til uigenkendelighed.

Den gennemprofe Justin Timberlake lod sig ikke sådan slå ud, og han løftede stemningen gevaldigt med en skåltale, et forsøg på at mestre det lokale tungemål - mit dansk er något lort - dansende ekskursioner og demonstrationer ud i guitarklimteri og tangenttæmmeri.

For at tilfredsstille alle verdenshjørner/tribuner pendlede han tilmed frem og tilbage mellem de fire scenekanter, hvilket var velment og sympatisk. Men nede i den efterhånden temmelig varme menneskemængde (stadion var overdækket til lejligheden, og ølboderne tog ikke kreditkort) var det i perioder som at være vidne til en kvart koncert. Ikke udpræget tilfredsstillende.

Han vågnede til sidst

Efterhånden mugede lydmændene ud i genvordighederne, og det blev muligt at nyde Justin Timberlakes vokale kvaliteter. Aftenens højdepunkt nåede han således i sang nummer seks, da karma-nummeret ’Goes Around …/… Comes Around’ tikkede fremad i et fremragende funkarrangement. I sangens forløsende C-stykke fandt han også tid til at projicere live-video fra sin mobiltelefon og op på Parkens storskærme. Garanteret et kommercielt stunt, men en visuel genistreg.

I det hele taget toppede koncerten her, og det virkede derfor som et antiklimaks af dimensioner, da hofproduceren Timbaland overtog mikrofonen i et 20 minutter langt intermezzo, der mestendels bestod af råberi og ulmende lydkollager fra blandt andre Michael Jackson, Aaliyah og Missy Elliotts bagkatalog. Og atter led lydbilledet under iltmangel.

Da Justin Timberlake endelig vendte tilbage, lullede tanken om den gigantiske dynefabrik ham tilsyneladende i søvn. ’Rock Your Body’ savnede energi, ’Set the Mood’ trak tempoet mod bunden, og en ballademedley fra boyband-fortiden virkede decideret malplaceret på det overvejende voksne publikum.

Herfra vågnede poppens kommende konge dog op til dåd og afsluttede med manér. ’Cry Me A River’, ’Lovestoned/I Think She Knows’ og ’SexyBack’ reddede aftenen i en eksplosiv cocktail af hoftevrid, talent og storladen star quality.

Forventningerne indfriede Justin Timberlake immervæk ikke – men hvem kan også det i en overdækket dynefabrik?