Juraprofessor tvivler på idéen om amnesti

Juraprofessor Jens Evald tvivler på UCI's forslag om at give amnesti til cykelryttere, der erkender doping.

Juraprofessor og formand for Antidoping Danmark, Jens Evald, kan få øje på flere problemer ved forslaget om at give amnesti til cykelryttere, der indrømmer brug af doping.

Forslaget er rejst af præsidenten for den internationale cykelunion UCI, Pat McQuaid, som vil tage idéen op på et møde under VM i cykling i næste uge.

- Først må man spørge sig selv som jurist, om der er hjemmel i Wada-koden og i UCI's egne regler til at give en generel amnesti. Det er man nødt til at sikre sig allerførst, siger Jens Evald.

Han henviser til, at ryttere med de nuværende regler hos det internationale dopingagentur Wada kan få nedsat deres straf med op til 75 procent, hvis de samarbejder med antidopingmyndighederne.

En amnesti vil derimod give rytterne total straffrihed, og det kan give en konflikt med de gældende regler.

Jens Evald er også skeptisk over, hvorvidt forslaget er i stand til at hjælpe noget i kampen mod doping.

- Om det er en god idé at give generel amnesti, det kommer an på hvor mange - i gåseøjne - skeletter, der kommer ud af skabene. Det ved man først bagefter, hvilken succes det har haft.

- Jeg tror, det bliver meget vanskeligt at nulstille de problemer, vi har i dag. For at nulstille sporten forudsætter, at man kan arbejde videre på et nyt grundlag, og det forudsætter, at sporten er ren, siger Jens Evald.

- Jeg tror, man skal være varsom med at lægge sådan en præmis. Hvem ved, hvordan det ser ud i cykelsporten i dag? Selv om man giver amnesti, hvad betyder det så for cykelsporten i dag? spørger han.

Desuden bliver det svært at sætte en dato for, hvornår amnestien skal gælde fra, vurderer Jens Evald.

- Jeg tror, det kan blive vanskeligt at finde den rette tidsmæssige afgrænsning. For skulle det så også gælde ryttere, der kører i dag, hvis de indrømmer, at de brugte doping for to år siden?

- Skal de så have lov til at køre videre? Det giver også nogle problemer, siger Jens Evald.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.