Junibevægelsen, der mistede sit ene mandag ved valget til Europaparlamentet, lukker og slukker til september. Det skriver tv2.dk
Lukningen af Junibevægelsen skal endelig besluttes af de omkring 2000 medlemmer på et ekstraordinært landsmøde. Ifølge formand for det Eu kritiske parti Keld Albrechtsen, vil Junibevægelsen give gode råd videre til andre partier i et politisk testamente, der bliver nedfældet på landsmødet.
Han mener dog, at det er et udtryk for sejr, at andre partier nu har overtaget Junibevægelsens politik om at slanke EU.
Landsledelsen opfordrer medlemmerne til fortsat at arbejde i andre organisationer, der bygger videre på Junibevægelsen politik, men han har dog svært ved at se bevægelsens medlemmer gå over til Dansk Folkeparti.
"Menneskesynet skiller os, så jeg anser det for usandsynligt, at der er nogen af vores medlemmer, der går den vej, men jeg vil da ikke afvise det," siger Albrechtsen.
Junibevægelsen opstod 23. august 1992, da danskerne havde stemt nej til Maastricht-traktaten.